Det er godt nok længe siden vi har nørdet her på siden – det må vi lige få rettet op på
I dag vil vi igen fordybe os lidt i hvad Specialty Grade kaffe er og i særdeleshed hvem der vurderer kaffekvaliteten ift. til selve smagen. Specialty Coffee Association benytter sig af såkaldte Q-gradere, som til dels kan sammenlignes med en vin-sommelier, blot indenfor kaffe
For at blive klassificeret som Q-grader skal man bestå en prøve med 22 forskellige blindtests. Her kortlægges hvor god man er til at identificere duft/lugt men også om man er i stand til at identificere f.eks. forskellige syretyper og enzymer i munden
Det er ganske simpelt ikke alle der fra naturens hånd er udstyret til at blive Q-grader og man skal desuden ”kalibreres” hver 2. år for at kunne beholde sin certificering. For ligesom vores øvrige sanser, degraderes smag og lugt gradvist med alder, men også andre eksterne faktorer kan påvirke vores evner til at smage, som eksempelvis rygning, men i høj grad også vores kostvaner. Hvis man eksempelvis anvender meget salt eller spiser og drikker meget sødt, vil evnen til at smage salt og sødt midlertidigt svækkes
Når en Q-grader skal ”grade” en kaffe efter SCA Golden Cup standard, skal der være styr på brygvandets mineral-indhold, vandtemperatur og vigtigst af alt, kaffe til vand sammensætning. Dette sikre at kaffen smager ens uanset om kaffen smages i Bogotá eller Esbjerg. Man må desuden ikke anvende parfume i et SCA godkendt cupping miljø da dette potentielt kan manipulere smagsindtryk ved en cupping.
Her ses et SCA Score Card som bruges til cupping over hele verden. I vores næste indlæg vil vi forklare hvad en Q-grader gerne vil opleve for at kaffen vurderes til at have en høj score.